Transport i New Zealand
Transport i New Zealand består af vej-, jernbane-, vand- og lufttransport samt gang og cykling. Før europæerne ankom, rejste Maori til fods eller med vands langs floder og kyster. Skibsfart og jernbaner var vigtige måder at flytte varer og mennesker på i de første år af den europæiske bosættelse.
Tunge investeringer i veje fra 1950erne gjorde vejtransport til den dominerende transportform, og veje transporterer nu det meste af landets gods. New Zealand har historisk set været stærkt afhængig af biler og har en af de højeste rater af ejerskab af køretøjer i verden.
Veje og vejnet
Vejnettet voksede ud af spor, der blev brugt af Maori og senere af europæiske bosættere. Den britiske hær byggede nogle af de første veje til at flytte tropper, og efterspørgslen efter bedre veje voksede i slutningen af det 19. århundrede som mælkeproduktion udvidet. Vejsystemet blev stærkt udvidet efter Anden Verdenskrig, og den første motorvej åbnede nær Wellington i 1950.
Statens motorveje forbinder de vigtigste bycentre og drives af NZ Transport Agency Waka Kotahi, mens by- og distriktsråd styrer de fleste andre veje. Veje finansieres hovedsageligt af brændstofafgifter, vejafgifter og kommunale satser. Vandre- og cykelinfrastruktur modtager langt mindre transportfinansiering end veje.
Jernbane og offentlig transport
Jernbaner udviklede sig langs veje i det første halve århundrede af den europæiske bosættelse. I dag bruger netværket smalle spor og drives af det statsejede firma KiwiRail. På sit højdepunkt i 1950erne havde netværket omkring halvfems grenlinjer, og de fleste af disse er siden lukket.
I omkring halvtreds år fra 1931 beskyttede regeringen jernbaner fra vejkonkurrence ved lov. Mellem 1982 og 1993 blev jernbanerne reorganiseret, mange linjer og stationer blev lukket, og virksomheden blev solgt til private ejere. Regeringen tog kontrollen over banen tilbage i 2003 og enedes i 2008 om at købe jernbane- og færgedriften, som blev omdøbt til KiwiRail.
Jernbanen transporterer hovedsageligt bulkgods såsom kul, logs, mælkeprodukter og gødning. Langdistancepassagertog kører på tre ruter, og pendlertjenester opererer i Auckland og Wellington.
Brugen af offentlig transport faldt, efter at de store udgifter til veje begyndte i 1950erne. Busser er den vigtigste form for offentlig transport i byerne sammen med pendlertog i Wellington og Auckland, og et netværk af langdistance busforbindelser forbinder de vigtigste centre.
Forsendelse og luft
I de tidlige år af den europæiske bosættelse var kystskibsfart en af de vigtigste måder at flytte mennesker og varer på. I 1970erne ændrede containerskibsindustrien havneindustrien, og havne som Auckland og Lyttelton blev genopbygget til at håndtere de større skibe.
- Vejnettet voksede ud af spor, der blev brugt af Maori og senere af europæiske bosættere.
- Jernbanen transporterer hovedsageligt bulkgods.
- Busser er den vigtigste form for offentlig transport i byerne.
Luftfart forbinder de vigtigste centre og forbinder landet med andre lande.
Denne artikel er skrevet med AI-assistance på baggrund af flere nyhedsrapporter og gennemgås af vores redaktører i overensstemmelse med vores redaktionelle principper. Redaktionelle retningslinjer · Tips & kontakt
Kommentarer 0